De sidste øjenvidner

Som tiden går bliver der færre og færre, der kan fortælle hvordan brunkulstiden var. Inden vi gik igang med projektet fik vi også at vide, at det var for sent, og når vi var på besøg for at lave interviews var indgangsreplikken ofte:
-Nå der var du godt nok heldig. .
-Hvordan heldig...?
-Jo jeg er jo den sidste...
Og så kunne vi fortælle at det havde vi også fået at vide dagen før.
For heldigvis er der stadig folk som levende kan fortælle hvordan de oplevede brunkulstiden.
Der bliver færre og færre der kan fortælle historien om da der blev gravet brunkul i Danmark.
Her på siden finder du en liste over dem vi har fået til at fortælle historien. Der er jo mange sider af brunkulstiden - og hver sæt øjne har jo oplevet historien forskelligt.
Det var en ganske anderledes tid dengang for både brunkulsarbejderen, husmoderen og børnene. En tid der kan virke helt fremmed for os som aldrig har været en del af brunkuls-tiden - derfor er det væsentlig at få dem der har været helt tæt på den tid, til at fortælle historien.
Stacks Image 1390
Det er fra optagelserne af interviewet med Emond Rahbek. Alt er optaget på et Canon 7D kamera og er du nysgerrig efter at vide mere omkring optagelserne kan du klikke her.

Forskellige øjne

Vi har forsøgt at få fortalt brunkulstiden af forskellige øjne. Dem der gravede i kullene, dem der kørte gravemaskinerne og reparede dem, dem der kørte kullene væk. Dem der passede hjemmet, dem der var børn af brunkulstiden og dem der har arbejdet med naturen derude siden.
Stacks Image 1988

Agner Thisgaard

"Jeg kan huske første gang, jeg kom derud. Når man kom om morgenen kunne der holde 25 lastbiler i række. bare for at komme ind og få store kul med fra til privat forbrug. Men i løbet af de sidste to år holdt der nu knap så mange til sidst. Der begyndte oliefyr at komme frem, og så gad folk ikke at fyre med kul længere. Så det gik lidt hurtigt med at kullene fik ende."
Stacks Image 1990
Aksel Dahl kom til Søby i 1956 og startede med at komme på et smedeværksted for at banke rust af og løsne gamle skruer. Derefter kom han med sin bror, der var gravmester, som 2. pilot, på grave-maskinen.

Aksel Dahl

"En sommer hvor der ikke var så meget at lave med gravemaskinerne. Så måtte man finde sig i at blive sendt ned og læsse kulkasser. Med de her store kulgrebe. Det var nu ikke lige så spændende, og det var hårdt arbejde. Det var fra 7 morgen til 5 aften. Det var uopholdeligt, og vi havde jo 48 timers arbejdsuge dengang - og det drejede sig også om lørdagen. Så det brød jeg mig ikke om. Jeg synes det var for hårdt, simpelthen. Jeg synes man blev ødelagt i både ryg, arme og ben af at stå der og læsse, det var jo simpelthen tons på tons."
Stacks Image 1991

Anders Dupont

"Vi nåede kun halvvejs ned så kom der et meget større skred - det var sådan at jorden lå op til pedalerne på gravemaskinen - og det er oppe i to og en halv meters højde - og nu er jeg jo en gammel rotte - og det var det som reddede mit liv - så jeg sprang lige op i det så kan man flyde - så jeg flød jo med ned, men da jeg så kom ned til gravemaskinen så slog jeg benet og blev jeg kørt rundt og så lå jeg med hovedet i larvebåndet og der kan jeg se ind under gravemaskinen at min makker han blev fældet - han løb al det han kunne med ryggen til og så blev han klappet i jorden. Så det tog to mand."
Stacks Image 1992
Edmond Rahbek begyndte i brunkullene i 1951 i Arnborg. Han var kommet hjem fra Sverige, hvor han havde fået sin uddannelse som svejser.

Emond Rahbek

"Det var jo akkordarbejde, så når måneden var omme, kom der mange gange en ekstra ugeløn i form af akkord overskud. Der i starten af 50érne begyndte det at knibe lidt med at entreprenørerne kunne aftage kullene. Men så gik staten jo ind, og garanterede at aftagen dem. Så de blev med andre ord kørt på statslageret. Og det var jo med til at holde gang i hjulene i mange år fremover."
Stacks Image 1994
Eiler Sørensens første lastbil var en Ford A31 med en lasteevne på 2000 klio, men selvom det idag lyder af lidt med 2000 kilo på en lastbil, så kunne man altså godt drive vognmands-forretning med den dengang.

Eiler Sørensen

"Det gav jo penge, jo mere man havde med, jo mere tjente man jo, og vi passede jo selv på, fordi de dæk vi havde var dårlige.
Hvis det var sådan, at der kom for meget på, så sprang dækkene. Der var engang hvor jeg havde et læs æg til Esbjerg 5 tons æg, på den vogn som B-Ford 39, som var lastet til 3,5 tons, og jeg havde 5 tons æg på til Esbjerg, der havde jeg tre punkteringer fra Herning til Esbjerg, og da jeg så kom tl Esbjerg så stod formanden dernede, og han skabte sig vældig, for det var den eneste gang at færgen var holdt tilbage. Så sagde jeg til ham, jeg var punkteret tre gange, så han kunne se at lastbilen der normalt gik med tinhjul, at der var punktereinger bag på bagge hjul, og så spurgte han, hvor er de andre hjul var?. Ja de stod jo ved de forskellige gårde her fra og til Herning, hvor jeg var punkteret og havde fået lov til at sætte dem ind, men jeg kom altså derned godt nok med et kvarters forsinkelse, men det gik, og da han havde hørt den historie, kommanderede han alle hans folk til at læsse af og over i færgen, og pakke alle presseninger sammen og lægge dem over på lastbilen, så den vognmand kan komme tilbage med resterne af hans lastbil."
Stacks Image 1995

Ester Clausen

"Vi var nødt til at binde børnene med et tov på armen, for at de ikke skulle rende ud på landevejen. Fordi når de var bundet til træværket, så kunne de ikke selv gå derud. Manden havde jo lavet en gård til mig de kunne rende og lege i. Men vi var jo lige ved landevejen."
Stacks Image 1996
Evald Eybye er søn af brugsuddeleren fra Videbæk, og har siden barnsben været interesseret i brunkulstiden. Da de sidste kul lejer lukkede, gik interessen over til at blive en form for lokal historisk interesse. hvor han har Indsamlet oplysninger og fotos fra brunkulstiden.

Evald Eybye

"Første gang jeg var ude i kullejren, der kom naboens dreng og spurgte om jeg ikke ville med ud og opsøge hans far som arbejdede der. Og troskyldig gik jeg ind og spurgte min mor, jeg cykler lige ud til kullejrene sammen med Svend Aage som han hed. Og min mor hun så jo helt forkert ud. Det var i hvert fald forbudt. Fordi i hendes øjne der var brunkulslejrene en meget farlig arbejdsplads. Mange var blevet dræbt under arbejdet, især under krigen.
En dag, der cyklede vi alligevel ud til en kullejr, som lå lidt nord for Videbæk, hvor faren til naboens dreng arbejdede. Det var jo spændende at komme derud. Der var masser af sand og tumle i, og kul var der også. Langt nede i den her udgravning kunne vi se at de gravede kul op. Smed dem i en stor kasse, og så blev de hejst op. Hvor kullene så blev sorteret, og engang i mellem kom der en lastbil og hentede et læs kul."
Stacks Image 1997
Finn Kristensens far var bonde, og var fra Thy, født i 1914. 26 år gammel i 1940, der ser han en chance i brunkullet, fordi man kunne tjene en god løn i Søby, og han havde fysikken, så han cyklede derned og boede på et lille værelse de første år.

Finn Kristensen

"Søby var et godt sted - det kan man sige...jeg ved altså godt, at der går mange historier, og noget af det er også rigtigt, og noget af det er jo usandt. Altså der var da jo langt langt de fleste, jeg vil næsten sige 98% af forældrene derude, det var jo gode forældre. Altså så var der jo nogle få ting altså, hvor der var noget med drikkeri og sekserspil og poker spil. Men langt de fleste havde det godt i Søby, det var et godt sted, og i dag vil man nok sige at noget det var helt totalt ukorrekt, altså man fik en på hovedet og noget, men det troede man ikke dengang. Man slog jo også i skolen, læreren han slog jo også dengang, så det var ikke noget man sådan tænkte over."
Stacks Image 1999

Gerda Pedersen

"Vi flyttede ind i det her træhus eller hønsehus, for det var et hønsehus. Den kom lige ud fra hønsene af. For det første skulle den jo gøres ren for det havde de ikke fået gjort - den var bare blevet sat derio. Den skulle jo indrettes, sådan der både var til at sove og til at spise, men det var så også det eneste. Ja, vi havde da også sådan en divan derind som børnene kunne ligge på, men det var jo begrænset hvor meget vi havde plads til."
Stacks Image 2000

Jens Kristian Dideriksen

"Den nye mand kom til det hårdeste arbejde, så jeg kom til at arbejde helt inde ved brinken og det er det mest farlige sted man kan være i et brunkulsleje - men den nye mand han vidste jo ikke at det var mest farligt - så han protesterede ikke."
Stacks Image 2001

Jens Kjær Nielsen

"Det var jo ikke ene slæb og så videre, der var jo også sjov ind i mellem. Der var et forsamlingshus derude. Det var sådan en barak som staten havde stillet til rådighed. Og der blev holdt møder og fester. Så det var da vældigt sjovt. V har holdt mange møder derude. Også selskabelige sammenkomster, som man sagde. Vi havde jo noget der hed brunkulsarbejdernes sammenslutning, som sørgede da for at der blev holdt nogle møder, og det skete da også at den politiske top viste sig derude. De skulle jo også have nogle stemmer fisket ovre ved brunkulsfolket."
Stacks Image 2002

Karl M. Andersen

"Når jeg cyklede hjem om aftenen, så kunne jeg ikke slippe styret når jeg kom hjem. Jeg kunne ikke rette mine fingre ud, når man har stået og læsset 50 tons med en skovl, jeg kunne overhovedet ikke rette mine fingre ud, indtil jeg havde stået og masseret dem en lille bitte smule, så det var for mandfolk, det er helt sikkert."
Stacks Image 2003
Mika Skov Nielsen skiftede skovlen ud med en bus. Dengang skulle man cykle ud i brunkulslejerne, og for mange var det 20 km på cykel hver vej, og så arbejde i 10 timer. Derfor købte Mika en bus som han transporterede brunkulsarbejderne i.

Mika Skov Nielsen

"Det var en farlig arbejdsplads, fordi det var akkord arbejde, og så skulle vi jo have det til at gå så gelinde som muligt, så det gav nogle penge. Jeg var på det hold, som tog over-jord. Der var jo en ca. 18 meter ned til kullene, og der skulle vi jo så have alt sandet transporteret, og kørt væk. Der var en regel for hvor meget anlæg der skulle være på der, for at det ikke skulle skride. Og den blev der jo snydt lidt med. Så engangs å skred der jo dælme lige en hel side ned, og der var jeg engang med til at grave to mænd fri. Fordi de var helt nede i bunden af graven, så de skulle bare rende når noget sådan skete - og så springe op på en kant. Men de to her, de blev begravet, men vi så jo hvor de blev begravet, og vi gravede dem fri med vores hænde. De var lige nået til den kant, hvor de skulle springe op. Vi vidste hvor de var, og vi gravede dem fri med vores hænder, så de reddede livet. Men der var jo flere derude, som gik til på den måde."
Stacks Image 2005

Pauli Bjerre

"I den tid betød det meget men sidenhen har vi savnet jorden - der er jo en 20-30 ejendomme der er væk - alle ejendomme de er væk her rundt. Der er ikke andet end nogen enkelte stykker tilbage. Der var et mejeri dengang og den fik også ende når køerne forsvandt. Hele byen stod stille - alle forretninger er væk. Vi havde jo to købmænd og en brugs og nu har vi ikke engang en købmand. LIge sådan havde vi to slagtere - de er også væk. Det eneste vi har er en stor maskinfabrik. Så al forretningsliv er væk."
Stacks Image 2006

P.C. Olesen

"Vi blev da hærdet det er klart for det frøs jo nogen gange over 20 grader og knøg og gjorde sig til. Ved vinduerne der kunne der godt ligge små sanddriver indenfor og is sad der da altid, for der var kun et lag glas dengang. Men så blev der varmet nogen mursten og lagt i komfuret og så fik dem pakket ind i håndklæder og i sengen om aftenen når vi skulle i seng. Men jeg havde sådan nogen store blå wienerkaniner og der havde jeg en der ville gerne ligge i fodenden - så når ikke de gamle opdagede det så sneg jeg den med i seng for den var jo altid varm. Det var skønt."
Stacks Image 2007

Per Tøttrup

"Du har for at skulle komme ned til brunkullene, gravet dig igennem forskellige lag i jorden. Det kunne være grus, og det kunne være sand, og det kunne være ler. Det har du endevendt for at komme ned til kullene, fordi den måde man udnyttede kullene på den kalder man åben minering. Og så efterlader du landskabet som det du kan kalde en moderne form for grusgrav. Hvis man skal sætte folk ind i hvordan det så ud."
Stacks Image 2009

Robert Dahl

"Brunkulsarbejderne, det var nogle hårde drenge, og med det mener jeg, at når vi en gang i mellem kom derud med en ambulance, og de havde fx. brækket en arm eller brækket et ben. Deres største bekymring det var egentlig deres beskidte arbejdstøj. At nu skulle de ind på sygehuset på den måde. Det var ikke den skade, de havde taget, den gjorde ikke så meget, men det var det, at de skulle ind på sygehuset der i deres beskidte tøj. Men der sagde vi til dem, det skal I ikke tage jer af, fordi det er de så vant til derinde. Det var nogle hårde nitter, det var det."
Stacks Image 2010

Mie Dalgaard

"Jeg kan da godt huske mens jeg var helt ung - Niels Peter han kørte jo med lastbil og det så jeg lidt op til. Og min søster kom til at tjene i hans hjem og så tog jeg derned og for at jeg ikke skulle gå ene hjem så fulgte han mig hjem. Og sådan begyndte det. Der gik en hel del år inden vi blev gift. Jeg var 23 og han var 25 da vi blev gift.."
Stacks Image 2011

Tinna Jacobsen

"Det var mennesker som hjalp alle, og tog hensyn til alle. Og var der nød og var der nogle der kom galt afsted, så synes jeg vi hjalp hinanden. Og det gjorde de også dengang min mand kom galt afsted."
Stacks Image 2012

Tom Vestergaard

"Jeg har været i Søby, jeg har været i Langelund, jeg har været i Gunderup, jeg har været i Abildå - jeg tror ikke der er en kulgrav jeg ikke har været i …nej jeg har haft det godt jeg har haft en dejlig tilværelse."
Stacks Image 2013

Tove Magnusson

"Efter kullene, der var det eneste der kunne gro, hvis der overhovedet var noget der kunne gro så var det nåleskov. Men så ganske langsomt efter nåleskoven var kommet op, så kommer der mere og mere løvskov ind. Og det har jeg faktisk været rigtig længe om at opdage. Lige pludselig så tænkte jeg hold da op, der er da ikke mange grantræer mere, og nåletræer eller fyrretræer. Men det er jo også en udvikling. Det synes jeg altså også er flot. Det er også derfor vi synes det skal blive som det er. Der er ingen grund til at lave det om, og lave det sådan park agtigt med arkitektegnet landskab. Det er der rigtig mange der gerne vil, fordi det er med til at vi skal lokke turister hertil. Vi skal malke dem for penge, eller nej det lyder ikke pænt. Men det er jo der fremtiden ligger tror man."
Stacks Image 2015

Verner Bjørnsfeldt

"Vi måtte grave med hænderne og vi turde ikke bruge en skovl, for så kunne vi ramme dem. Så der gik velsagtens et kvarter inden vi fandt dem. Det glemmer jeg faktisk aldrig, da vi fik dem trukket frem. De var helt blege og blodet stod ud af munden på dem, så de var faktisk klemt ihjel."
Stacks Image 2016
Aage Bülow Pedersenbegyndte at køre for en lokal vognmand, efter han havde fået det store kørekort. Efter aftjent militærtjeneste kørte han brunkul indtil det stoppede i 69.

Aage Bülow Pedersen

"Med en ny bil og lyst til det, så kører man ikke hjem og holder klokken halv 2 om eftermiddagen. Nej, den skulle bare køre. Og så kunne du når du havde læsset af på Fyns-værket om aftene, køre til Aalborg og hentede et læs kalk, som kunne være til Sønderjylland. Men du skulle stadig læsse brunkul derude til dit bestemte tidspunkt, og det gik også fint. Men sove?, ja jeg sov da en 3-4 timer, og så var du faktisk udhvilet dengang, ja sådan var det. Ellers så når du kommer ud i brunkulslejr og der var lidt ventetid, så lagde du dig bare lige ned på sædet og fik en lille halv time eller en time, og så kørte det igen. Så der var ikke noget med fast arbejdstid, der var ikke noget med ur-skiver, det var der ikke. For så havde de haft brunkul nok derude, på det tidspunkt."
© dBA MEDIA® producerede i samarbejde med TV/MIDT-VEST Det Brune Guld Send en mail